14.12.2016

Der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem natarbejde og risikoen for at udvikle brystkræft. Det viser et nyt studie fra Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital. Den nye forskning stiller derved spørgsmålstegn ved tidligere undersøgelser, som har påvist en sammenhæng.

Studiet omfatter 155.000 kvinder ansat i danske regioner og er baseret på oplysninger om arbejdstider fra regionernes lønsystemer, som er blevet koblet med data fra Cancerregisteret.

Tidligere undersøgelser, som har vist forøget risiko for brystkræft, har været baseret på spørgeskemaer, og det er i følge professor Henrik Kolstad fra Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital, en langt mere usikker metode. 

Resultaterne bør berolige mange 

Henrik Kolstad er ikke i tvivl om, at der er tale om et vigtigt fund, som bør berolige mange: 

"Det har indtil nu været en opfattelse bredt i befolkningen, at natarbejde kan føre til brystkræft, og vi mener derfor, at vores fund er beroligende for de mange kvinder som arbejder om natten," siger han.

Forskningsprojektet har fulgt kvinderne igennem fem år, og man kan derfor fortsat ikke konkludere noget om, hvorvidt natarbejde gennem mange år giver en forøget risiko for brystkræft.

Udsættelse for lys om natten, f.eks. ved natarbejde, medfører en nedgang i produktionen af hormonet melatonin, og man har foreslået, at dette var årsagsfaktoren som bandt natarbejde sammen med brystkræft. Dyreforsøg har vist, at melatonin bremser udviklingen af bestemte typer brystkræft.  

Fakta

Undersøgelsen udgår fra Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital i samarbejde med Kirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Københavns Universitet.

Resultaterne af studiet er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Scandinavian Journal of Work, Environment & Health.

Forfattere: Visitisen, HT, Garde AH, Frydenberg M, Christiansen P, Hansen ÅM, Hansen J, Bonde JPE, Kolstad, HA. 

Læs artiklen Short-term effects of night shift work on breast cancer risk: a cohort study of payroll data 

Læs også kritisk kommentar til studiet og forfatternes gensvar.

Aarhus:
Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35 (postadresse 99) 
Indgang C, plan 1, Krydspunkt C 107, 8200 Aarhus N 
Tlf. 7845 0900 (8-14)
E-mail: auharb@rm.dk

Herning
Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest,
Gl. Landevej 53M, (postadresse 61), 7400 Herning
Tlf: 7843 3500 (8-15)
E-mail: arbejdsmedicin@vest.rm.dk
Følg os på Linkedin Linkedin-ikon