23.04.2019

Når arbejdsmiljøprofessionelle kun fokuserer på regler og risici, kan de komme til at spænde ben for sikkerheden, viser ny forskning fra universitetsklinikken Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest

De er enige om, at alle skal uskadt hjem fra en arbejdsdag. Men hvad sikkerhed er, og hvordan den opnås, er der knap så meget enighed om på byggepladsen.

- Der findes groft sagt to yderpunkter, når det gælder synet på sikkerhed, fortæller seniorforsker Regine Grytnes. Hun og seniorforsker Lars Peter Sønderbo Andersen har undersøgt, hvordan man i praksis samarbejder om sikkerhed i bygge-anlægsbranchen.

- Det ene yderpunkt er den rationelle sikkerhedsopfattelse, hvor man mener, at man kan øge sikkerheden ved planlægning og kontrol. I den anden ene af spektret ser vi den relationelle sikkerhedsopfattelse, hvor det i langt højere grad mener, at det er forholdene omkring den konkrete arbejdsopgave og tilliden til kollegaerne, der afgør sikkerheden, fortæller Regine Grytnes.

Kontrol kan få negativ effekt

Forskerne lagde mærke til, at medarbejdere på byggepladser tolker risiko-situationer meget forskelligt.

Nogle lægger vægt på, hvad reglerne siger og andre forholder sig i højere grad til den konkrete situation. Det er ikke et problem i sig selv, hvis man anerkender modpartens synspunkt.

Problemerne opstår, hvis den rationelle sikkerhedsopfattelse helt overtager styringen. Det kan give blinde vinkler i sikkerhedsarbejdet.

Lars Peter Sønderbo Andersen giver et eksempel:

- En nyansat håndværker skulle på et obligatorisk sikkerhedskursus, før han fik tilladelse til at arbejde på pladsen. Ved kursets afslutning fik de en øvelse: Gå rundt på byggepladsen og tag billeder af andre håndværkeres fejl. Meningen med øvelsen var at skabe en læringssituation, hvor kursisterne omsatte deres viden til praksis. Resultatet blev imidlertid vrede og modstand, fordi kursisterne følte, at de blev bedt om at angive kommende kollegaer. Den øvelse, der skulle have medvirket til at skærpe sikkerheden, endte måske med at spænde ben for et tillidsfuldt og dermed sikkert samarbejde mellem nye kollegaer.

Sikkerhedsplanlægning må ikke underminere tilliden

Ifølge forskerne er det afgørende, at man i arbejdsmiljøarbejdet generelt tager højde for de forskellige sikkerhedsopfattelser, der kan være på en byggeplads.

Kontrol og planlægning kan være på sin plads, men må ikke underkende håndværkernes sikkerhedsopfattelse, der i højere grad vægter tillid og intuition.

Med andre ord mener forskerne, at arbejdsmiljøarbejdet (f.eks. møder, runderinger og kurser) bør afspejle tillid til dem, der er tættest på byggeriets praktiske udførelse.

De to sikkerhedsopfattelser

  • Rationel, logisk sikkerhedsopfattelse: "Sikkerhed opnås, hvis vi forholder os til fakta og viden og prioriterer planlægning, risikovurdering og kontrol."
    Ses typisk hos arbejdsmiljøprofessionelle, rådgivende ingeniører og sikkerhedskoordinatorer.

  • Relationel, intuitiv sikkerhedsopfattelse: "Sikkerhed opnås, hvis vi forholder os til det konkrete arbejde og har tillid til eget håndelag, materiellet og kollegaerne."
    Ses typisk hos håndværkere.

Yderligere oplysninger

  • Projektet Samarbejde om Sikkerhed udgår fra Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, universitetsklinik ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
  • Forskerne anvendte observation og interviews med 44 medarbejdere på to store byggepladser: håndværkere, formænd og byggeledere samt rådgivende ingeniører, bygherrer og arbejdsmiljøchefer.
  • Projektet har udviklet et dialog-materiale, der kan bruges i Toolbox-undervisning i byggebranchen (undervisning af formænd og arbejdsmiljøprofessionelle)
  • Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Kontakt

  • Seniorforsker Regine Grytnes: tlf. 7843 3500 eller e-mail: reggry@rm.dk
  • Lars Peter Sønderbo Andersen: tlf. 7843 3500 eller e-mail: laande@rm.dk

Aarhus:
Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 35 (postadresse 99) 
Indgang C, plan 1, Krydspunkt C 107, 8200 Aarhus N 
Tlf. 7845 0900 (8-14)
E-mail: auharb@rm.dk

Herning
Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest,
Gl. Landevej 53M, (postadresse 61), 7400 Herning
Tlf: 7843 3500 (8-15)
E-mail: arbejdsmedicin@vest.rm.dk
Følg os på Linkedin Linkedin-ikon