23.06.2014

I samarbejde med Herning Kommune igangsætter Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning nu et nyt ph.d.-projekt, som skal kortlægge de 15-24-åriges helbred og sociale forhold. Det er især de marginaliserede grupper af unge, som ikke har tilknytning til arbejde eller job, som Herning Kommune ønsker at vide mere om.

I Danmark udgør gruppen af unge mellem 15-24 år 13 % af befolkningen. Af disse unge er ca. 87 % tilknyttet et arbejde eller er under uddannelse. Under den økonomiske recession fra 2008 til 2013, er der imidlertid sket en markant stigning i antallet af unge uden arbejdsmarkedstilknytning. At være uden arbejdsmarkedstilknytning er defineret ved, at den unge hverken er i arbejde eller under uddannelse.

Forskning tilkendegiver, at det at stå uden for arbejdsstyrken har negativ betydning for unges psykiske og somatiske helbred og øger risikoen for social eksklusion og marginalisering.

Forældrenes socioøkonomiske status målt ved uddannelses og indkomst spiller en rolle for unges uddannelse; jo lavere uddannelse forældrene har, jo større er sandsynligheden for, at deres børn hverken er i arbejde eller under uddannelse som 18-19 årige.

Forældrenes arbejdsmarkedstilknytning, når barnet er 15 år, påvirker i høj grad de unges senere tilknytning til arbejdsmarkedet og medfører derved en social ulighed i uddannelse og arbejde.

Derudover har den sociale ulighed og forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet betydning for børn og unges sundhed. Børn, der vokser op i et hjem med mindst én arbejdsløs forælder, er mere tilbøjelige til at rapportere dårligere selvvurderet helbred, højere forekomst af psykosomatiske symptomer, kroniske sygdomme samt højere BMI.

Sundhedsmæssige problemer blandt børn og unge relateret til forældrenes arbejdsløshed er ikke kun forankret i barndommen. Unge med helbredsproblemer, eksempelvis i barneårene, har tendens til at føre disse med sig videre ind i voksenlivet.

Herning Kommune og fremtiden

Kvaliteten af fremtidens arbejdsstyrke afhænger i høj grad af at sikre de 15-24-årige en god og positiv introduktion på arbejdsmarkedet. I Herning Kommune vil man med dette projekt være foregangskommune, da projektet kan belyse, hvorfor nogle unge udstødes og marginaliseres fra arbejdsmarkedet, mens andre klarer sig.

Dette projekt vil kunne sætte fokus på, hvilke sociale og sundhedsmæssige faktorer tidligt i barndommen, der har betydning for en succesfuld introduktion til arbejdsmarkedet, og vil derfor kunne anvendes til at planlægge indsatser på området.

Projektleder: Ph.d.-studerende Mette Lindholm Eriksen