11.08.2020

Ny forskning viser, at kvinder med brystkræft ikke vender tilbage til deres tidligere niveau, selv mange år efter endt behandling. Trætheden er et vilkår, som patienterne bør rådgives omkring, mener forskerne.

Behandling af brystkræft kan forårsage udtalt træthed. Det er ikke nyt. Men det er nyt, at trætheden ikke lader til at fortage sig, selv mange år efter endt behandling.

Forskere fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning indsamlede i perioden 2004-2006 oplysninger om mere end 300 kvinders træthedsniveau. Kvinderne fik tilsendt det første spørgeskema sammen med indkaldelsen til screening for brystkræft.

Første træthedsmåling fandt altså sted, før kvinderne vidste, om de havde brystkræft. Derefter fik kvinderne et spørgeskema hver 2. måned i op til 5 år, uanset om de havde kræft eller ej.

Resultaterne viser, at de kvinder, der blev diagnosticeret med brystkræft, ikke vendte tilbage til det træthedsniveau, de angav ved første måling. Endvidere var kvindernes træthedsniveau markant højere end kontrolgruppens, der ikke havde brystkræft. Undersøgelsen peger på, at kvinder med brystkræft kan få brug for særlig rådgivning i forbindelse med tackling af den langvarige træthed, der følger sygdommen.

Udvalgte resultater

  • kvinder med brystkræft genvinder ikke tidligere vitalitet, selv ikke flere år efter endt behandling. Trætheden er udtalt på tværs af 4 diagnosegrupper
  • psykisk belastning kan have betydning for kvindernes træthedsniveau: kvinder der skal undersøges for brystkræft, fortæller om markant træthed, uanset om de har diagnosen eller ej. Trætheden letter efter negativt testsvar

Bag om forskningsresultatet

Studietype: Prospektivt kohortestudie
Samarbejdspartnere: Røntgenafdelingen, Regionshospitalet Randers og Onkologisk Klinik, Rigshospitalet
Ekstern finansiering: Kræftens Bekæmpelse
Interessekonflikter: Nej

Læs den videnskabelige artikel

Resultaterne er udgivet i i Journal of Patient-Reported Outcomes (2020): The longterm course of fatigue following breast cancer diagnosis

Yderligere oplysninger

Professor Niels Henrik Hjøllund: niehjo@rm.dk og tlf. 7843 3500

Kontakt

Niels Henrik Hjøllund.jpg

Forskningsansvarlig

Niels Henrik Hjøllund

Tlf. 7843 3500

E-mail: niehjo@rm.dk

Niels Henrik Hjøllunds forskningsprofil