11. august 2021

Undersøgelse blandt unge voksne viser, at der er brug for en mere finmasket vurdering for at finde dem, der har størst risiko for senere sygdom.

Unge voksne med overvægt og svær overvægt har markant højere niveauer af forskellige markører for hjerte-kar- og stofskiftesygdom sammenlignet med jævnaldrende normalvægtige.

De høje risikoniveauer bliver imidlertid ikke fanget ved traditionelle målinger hos lægen, viser et nyt videnskabeligt studie, der udgår fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og afdelingerne for Hjertesygdom og Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning.

Undersøgelsen er foretaget blandt 264 raske unge voksne. Deltagerne fik taget blodprøver og gennemgik en række fysiske målinger af bl.a. vægt, højde og blodtryk, fedtprocent samt CT-skanning af hjertet.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge tidlige tegn på hjerte-kar- og stofskiftesygdom hos unge voksne med hhv. normal vægt, overvægt og svær overvægt.

Uanset vægt: Ingen tydelige forkalkninger i hjertets kranspulsårer

Forskerne fandt højere niveauer af forskellige markører for hjerte-kar- og stofskiftesygdom hos deltagere med overvægt og svær overvægt sammenlignet med deltagere med normalvægt.

Interessant nok var forskellene ikke særligt tydelige, hvis man udelukkende så på de mål, lægen normalt bruger til risikovurdering (f.eks. blodsukker og kolesteroltal). Undersøgelsen tyder derfor på, at der er brug for at forfine risikovurderingen for tidligt at opdage dem, der har størst risiko for hjerte-kar- og stofskiftesygdom.

Imidlertid havde ingen af deltagerne, uanset vægt, tydelige forkalkninger i hjertets kranspulsårer. Studiet giver derfor håb om, at man kan nå at sætte ind med forebyggende tiltag hos unge voksne, før der dannes forkalkninger i hjertet.

Bag om forskningsprojektet

  • Studiet er en del af et større ph.d.-projekt, der udgår fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Ph.d.-projektet er en del af Projekt VestLiv, der er en befolkningsundersøgelse med fokus på social ulighed i sundhed.

  • Studietype: Tværsnitsstudie

  • Ekstern finansiering: Karen Elise Jensen Fond, Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond og Forskningsfond Regionshospitalet Gødstrup

  • Interessekonflikter: Nej

Læs den videnskabelige artikel

Kempel, M.K., Winding, T.N., Lynggaard, V., Brantlov, S., Andersen, J.H. and Böttcher, M. (2021), Traditional and novel cardiometabolic risk markers across strata of body mass index in young adults. Obes Sci Pract. https://doi.org/10.1002/osp4.528